Meramieh – meget mere end blot en urt

Meramieh – det arabiske navn for salvie – er en af de mest elskede urter i Palæstina. Med sin intense duft og sine beroligende egenskaber er den blevet en fast del af hverdagslivet i både køkken, medicinskab og kulturarven.

Men meramieh er ikke bare en plante. I dag er den også et symbol på modstand og retten til sine rødder.

I palæstinensiske landsbyer vokser meramieh / salvie vildt i bjergene og mellem stenede stier. Mange plukker den selv, tørrer den og opbevarer den i køkkenskabe til senere brug. Salvien bruges både frisk og tørret – typisk i te, men også som røgelse.

Mange palæstinensiske mødre og bedstemødre bruger meramieh som naturmedicin:

• ved mavepine og fordøjelsesbesvær

• til at lindre menstruationssmerter

• som et middel mod uro og tristhed

• og som styrkende for hukommelse og koncentration

Duften af salvie forbindes ofte med omsorg og barndom for de fleste palæstinensere – både i Palæstina og i diaspora. For mange børn i Palæstina er det en af de første planter, de lærer at kende – og en af de første smage, der knytter sig til mor, mormor og hjem.

I de besatte palæstinensiske områder indførte den israelske besættelsesmagt et forbud i 1977 mod, at palæstinensere plukker vilde planter som salvie, zaatar og kardon, under påskud af miljøbeskyttelse. Disse restriktioner gælder udelukkende for palæstinensere – ikke for israelske bosættere, der frit kan indsamle de samme planter. Straffen for palæstinensere er bøder og fængsel i op til tre år.

Dermed er meramieh – ligesom andre vilde urter – blevet et symbol på kampen for adgang til jord, rødder og traditionel livsform. At plukke salvie er en stille oprør mod undertrykkelsen.

I palæstinensisk kultur bliver planter ikke bare betragtet som naturressourcer, men som levende forbindelser mellem folket og jorden. Meramieh er en sådan forbindelse. Den binder generationer sammen, den helbreder, den samler – og den fortæller en historie om en kultur, der nægter at dø.