Hver dag mister børn livet i Gaza. Tallene er ubærlige, men bag hvert tal er der et barn med et navn, en alder og en historie, som aldrig fik lov at fortsætte. I den virkelighed kan det være svært at vide, hvad man kan gøre. Følelsen af magtesløshed fylder hos mange – også hos os.
I sommers fik en af Ajyal-søstrene – Huda – en idé, efter at have modtaget noget garn i gave midt i alle de hjerteskærende nyhederne fra Gaza. Huda kunne mærke, at garnet skulle bruges til fordel for Gaza. Derfor begyndte hun at hækle valmuer. Hver valmue for ét barn, der er blevet dræbt i folkemordet i Gaza.
Valmuerne bliver lagt i en lille plastikpose sammen med en forklarende tekst og navnet på et barn, der er blevet dræbt i Gaza. Som en påmindelse om et liv, der sluttede alt for tidligt.
Vores håb er enkelt:
At de små hæklede valmuer kan skabe et øjebliks opmærksomhed og menneskelig forbindelse hos den, der finder den, og minde os om, at disse børn ikke bare er tal.
Hvorfor valmuer?
Valmuen vokser i Palæstina. Alle steder.
I sprækker, mellem sten, langs veje – også mens bomberne falder. For palæstinensere er valmuen derfor en del af hverdagen, også når hverdagen bliver taget fra dem.
Sådan kan du være med
Da vi delte initiativet på vores sociale medier, forventede vi ikke noget stort. Men i løbet af kort tid modtog vi beskeder fra mennesker, der gerne vil være med til at hækle valmuer og fortsætte arbejdet.
Det har rørt os dybt at se, hvordan et lille initiativ kan blive løftet af et fællesskab, der også nægter at blive lammet af magtesløshed.
Hvis du selv ønsker at være med til at hækle, sender vi gerne:
- Et link til, hvordan du hækler valmuen
- Teksten klar til print
- Et link med navn og alder på dræbte børn i Gaza
Skriv til os på kontakt@ajyal.dk, så får du materialet tilsendt 💌






