Beskrivelse
Denne smukke lille ske er håndlavet i Betlehem af lokalt oliventræ; et materiale kendt for sin holdbarhed, smukke åremønstre og naturlige antibakterielle egenskaber. Med sit enkle og organiske design ligger skeen godt i hånden og er både funktionel og dekorativ. Den egner sig perfekt til madlavning og servering, fx til salater, supper og risretter.
Traditionen for håndværket og arbejdet med oliventræ i Betlehem har sine rødder i det 4. århundrede og er i dag en vigtig indtægtskilde for palæstinensiske familier. Hvert stykke gennemgår en omhyggelig proces: udvælges i hånden, forberedes, udskæres med knive og mejsler, slebes og behandles med naturlige olier. Resultatet er unikke genstande, der bærer håndværkerens håndelag og træets karaktertræk.
Desværre kan de palæstinensiske oliventræer ikke leve i fred:
- Omkring høsten oktober 2024 – er omkring 600 oliventræer blevet brændt, ødelagt eller stjålet af besættere på Vestbredden.
- Siden 1967 er over 800.000 oliventræer revet op eller ødelagt af israelske myndigheder og besættere.
- I landsbyen Burin er 500 oliventræer – mange flere hundrede år gamle – enten skåret ned eller brændt.
Trods besættelse, ustabilitet og restriktioner fortsætter håndværkerne fra Betlehem med at skabe funktionelle og holdbare produkter – drevet af modstandskraft og kulturel stolthed. Når du vælger dette produkt, hjælper du med at holde en årtusindgammel lokal tradition i live og er med til at sikre lokale familier en indtægt.














