Beskrivelse
Hvis de lagde skolen ved vandet er en rørende og tankevækkende palæstinensisk børnebog, skrevet af Khaled Juma, der skildrer hverdagen for en palæstinensisk dreng – med både humor og alvor. I dagbogslignende noter fortæller drengen om alt fra sin irriterende matematiklærer og glæden ved at lege med vennerne efter skole, til hvordan han plager sin far for at få lov til at se mere fjernsyn. På mange måder ligner hans liv det, danske børn kender – men andre dage er præget af udgangsforbud, soldater i gaden og uforudsigelige hændelser, som skaber frygt og utryghed.
Bogen formår at balancere det universelle i barndommen – nysgerrighed, frækhed, fantasi og venskab – med den særlige kontekst af livet i Palæstina. Et af bogens mest tankevækkende øjeblikke opstår, da hovedpersonen og en kammerat kravler op i et morbærtræ og ikke når ned, før skolen låser. De må overnatte i skolegården, omgivet af pigtråd. Imens hører deres mødre om en ny martyr og frygter det værste – en situation, der illustrerer, hvordan det politiske landskab konstant ligger som et bagtæppe i børns liv.
Bogen er en del af et unikt samarbejde mellem Det Danske Hus i Palæstina (DHIP), Tamer Institute for Community Education og det danske forlag Jensen & Dalgaard. Den er udgivet som en del af et projekt, der har til formål at styrke litterær udveksling mellem Danmark og Palæstina. Projektet har også resulteret i, at den danske billedbog “Dumme Lili” er udkommet på arabisk.
Illustrationerne af Abdullah Qawariq løfter fortællingen med varme, farver og detaljer, der både fremhæver det palæstinensiske landskab og det nære børneunivers. De gør bogen velegnet til både selvlæsning, oplæsning og samtale om børneliv og livsvilkår i andre lande.
Lyst til at læse mere?
Udforsk vores andre børnebøger; Under muren af Walid Daqqa eller Over muren af Michael Morpurgo.













